Det kategoriske imperativ

Det kategoriske imperativ (på tysk: "der kategorische Imperativ") er et grundlæggende etisk princip, der blev formuleret af den preussiske filosof Immanuel Kant i 1785 i bogen Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (Grundlæggelse af sædernes metafysik). Bogen er et af etikkens hovedværker.

Et imperativ er et påbud. ”Det kategoriske imperativ” kan således oversættes til ”det ubetingede påbud”. Et kategorisk imperativ står i modsætning til et hypotetisk imperativ (et betinget påbud). Et sådant imperativ påbyder én at gøre noget under forudsætning af, at man har et givet ønske eller behov. Et hypotetisk imperativ kan for eksempel lyde: "Hvis du vil leve længe, så spis seks stykker frugt om dagen." Eller: "Hvis du vil bage en kage, så følg opskriften." Forudsætningen for, at man bør følge påbuddet, er, at man ønsker at leve længe eller at bage en kage. Et kategorisk imperativ er derimod ubetinget: Man bør altid følge det, uanset hvilke ønsker eller behov man har.^[1]

Det kategoriske imperativ lyder således:

Handl kun efter den maksime (grundsætning), ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver almen lov.

(På tysk: „Handle nur nach derjenigen Maxime, durch die du zugleich wollen kannst, daß sie allgemeines Gesetz werde.“)^[2]

Det kategoriske imperativ angiver ikke en bestemt handling eller norm. Det opstiller derimod et kriterium for, om den handling, man udfører, er moralsk. Kriteriet er, om handlingen sker ifølge en maksime, som man kan ville bliver almengyldig. Det vil sige: Kan man ønske, at maksimen gælder for alle, til alle tider, og uden undtagelse?

Et eksempel: Man befinder sig en diskussion og bliver ophidset, og man får lyst til at slå diskussionspartneren. Ifølge det kategoriske imperativ skal man så spørge sig selv: Ønsker jeg, at maksimen for min handling – ”Man må godt slå en diskussionspartner, hvis man bliver ophidset” – bliver en lov, der gælder for alle mennesker? Hvis man bliver enig med sig selv om, at man ikke ønsker det, så skal man ikke udføre handlingen. Tværtimod finder man ud af, at man ønsker, at maksimen ”Man må ikke slå en diskussionspartner, hvis man bliver ophidset” bliver en almen lov.

Det kategoriske imperativ er et af oplysningstidens mest markante udtryk. Her lykkes det at skabe en etik, der frigør dagligdagens moralregler fra al religiøsitet.

1. ^ Politikens filosofileksikon, s. 337
2. ^ Grundlegung zur Metaphysik der Sitten, IV, 421